fredag den 29. maj 2015

At lave yoga med sin hund


Jeg dyrker Ashtanga Yoga - og jeg elsker det.
At lave øvelser derhjemme kan dog have sine udfordringer, især at fastholde en god øvedisciplin.
Man bliver så let forstyrret - og det kan også være svært at koncentrere sig.
En træningsmakker kan være en god idé for nogen.

Herunder vil jeg gerne gennemgå Solhilsen A - nu med hund.

Suryanamaskara A - Solhilsen A: 

Urdhva hastasana - oprejst hilsen - indånding

Uttanasana - stående foroverbøjning - udåndning

Ardha Uttanasana - stående halv foroverbøjning - indånding

Chaturanga Dandasana - planken - udånding

Urdhva Mukha Svanasana - Hund med hovedet opad - indånding
Adho Mukha Svanasana - Hund med hovedet nedad - udånding
Bliv i denne stilling i fem åndedræt - det såkaldte Ujjayi åndedræt

Herefter gentages Ardha Uttasana, Uttasana og Urdhva Hastasana og afsluttes med Tadasana (Mountain Pose)


Når jeg rigtigt skal slappe af og få min grounding i orden, plejer jeg at gå i hovedstand, også kaldet sirasana. 

Det er så dejligt at stå helt i balance, lukke verden ude og kun behøve at koncentrere sig om sin vejrtrækning.

God yogalyst derude :-)




mandag den 29. december 2014

Mollys december

At opleve en hundehvalp der for første gang oplever nye ting i verden er helt fantastisk.
Og ikke mindst julemåneden har budt på masser af sjove og skægge oplevelser for os og for Molly.

Her i Hald Ege skete ægte magi julenat, for 1. juledag om morgenen lå et tykt hvidt lag sne, som ingen havde set komme. Og selvom Molly tidligere har oplevet både rimfrost og også slud, var det helt fantastisk at se hendes reaktion på det hvide flødeskumtæppe.

Hun startede med at løbe i 8taller ude i haven i ca. 30 min.

Og på havehegnet fandt hun en masse små lækre sneting at slikke på og fange når de faldt ned

Udfordringer har der dog også været ved vinteren - bl.a. når fuglene skal fodres.
Molly har et - mildt sagt - yderst kraftigt jagtinstinkt. 
Så at være indenfor når byttet er lige for næsen af én er meget svært at rumme i sin lille hundekrop.

Vi var meget spændte på om Molly - der jo elsker at stjæle og æde sokker og diverse andre spændende sager hun finder - ville æde alle vores julenisser, når nu det var første gang hun så sådan nogen.
Men det virkede faktisk til hun godt kendte nisser i forvejen.

Juleaften var skøn og Moly opførte sig eksemplarisk - fik lov at smage et stykke juleand. 
Hun gik selvfølgelig med rundt om juletræet som alle dyr og vippede kun 2 tændte lys ned med halen... 
... og åd kun de til-og-fra mærker som morfar havde klippet af ostekassen.

Jeg tror bestemt Molly har nydt sin julemåned.
Vi skal være herhjemme til nytår og passer godt på hende under fyrværkeriet.
Men hendes åbne og ultra glade tilgang til alt tror jeg også gør, at hun skal nok klare det med bravour.

Og i mellemtiden en julehilsen til tonerne af White Christmas til alle jer derude fra Molly Vaps

Glædelig (bag)jul og godt nytår til alle.



mandag den 8. december 2014

Skal hunden med til bryllup eller ej?

Selvom Molly ikke er så gammel endnu, har hun allerede sat familiens fælles kommunikation og værdigrundlag på prøve. Det er som om alt bliver ridset meget klarere op, når man har en hund?

Pludselig er det meget tydeligere, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Især det sidste bliver tydeligt - og det kan jo være et problem, når man har planlagt efter at man troede det kunne.

F.eks. når man skal nogen steder.

Når hunden er meget lille endnu, får man dårlig samvittighed når den skal passes af andre eller bliver nødt til at være alene hjemme. Og vurderingen af løsningsmuligheder, kan variere indenfor sådan en familie.

F.eks. syntes min kæreste ikke at det ville være en god idé at have Molly med til Gunhild og Eskilds bryllup.

Og det ville det ved nærmere eftertanke måske heller ikke.

Men så kunne hun jo være i bilen så længe?

Men det ville nok i virkeligheden heller ikke være så en god idé.

Kærestens bror kunne godt passe og det kunne deres 7 meter høje 300 kg. tunge og meget glade  goldenretriever han-hvalp Balder også. 
Men det var vi endnu ikke helt trygge ved, når vores hund var så lille og ikke kendte andre hunde.

Da alle argumenter var lagt frem, begyndte vi endelig at kunne se hinandens argumenter og fandt en fælles løsning.

Så i stedet endte det med at hun blev hjemme og lavede pølser på svigerfars gulvtæppe.






mandag den 24. november 2014

At være hunde-hvisker

"Alle kan lære telepati" har jeg læst i et hesteblad på min datters rideskole.
Jeg nåede ikke at læse hvordan, men det gør ikke noget, for jeg kan allerede.

Min teori lægger sig op ad Agatha Christie & Barnaby's (Midsomer Murders, ja jeg er fan af brune engelske krimier), nemlig den, at særlige evner i virkeligheden opstår ved at folk formår at bruge deres udvidede logik - hjernen har opfanget meget mere end bevidstheden, f.eks. kropssprog, mimik etc.

Og det kan jeg altså når det kommer til hunden, har jeg fundet ud af.

Her den anden dag fandt Molly f.eks. en dejlig tom potteplante ude i haven,
som hun stolt tog med ind i stuen og op i sin - og min - yndlingskurvestol fra Ikea.

Men jeg synes ikke umiddelbart sådan en snavset, våd, gennemgnasket plastikpotte er så lækker på et lammeskindstæppe, så jeg smed den ud i haven igen.

Da jeg derefter satte mig og læste, kunne jeg ligesom mærke noget, 
der brændte på min arm.

Og her er det telepatien kommer ind i billedet.

Og da jeg kiggede til venstre, hvor hunden sad, 
forstod jeg at læse dens tanker, helt uden den sagde noget.

"HvorF-O-R må jeg ikke få min potteplante med ind???!!!"


tirsdag den 18. november 2014

Her er Molly

Det her er Molly. 
Hun er en springer spaniel, en såkaldt strelluf støver.
Hun er fra maj 2014 og er en glad, aktiv og nysgerrig hvalp.

Hun er verdens gladeste og sødeste og smukkeste hund.

Som alle andre hunde elsker hun leverpostej 

Hun er rigtig god til at finde ting - sokker, underbukser, BH'er, pinde, urtepotter fra haven, og da hun var lille spiste hun sten hele tiden.

Hun er en skøn, legesyg hund, der er meget glad af sind

Når man får hund sættes hele verden lidt på hovedet - især når det er en hvalp - der sættes fut i fegemøget, så at sige og man får prøvet sig selv og sine værdier lidt af.

For hun er virkelig en temmelig aktiv hund.

Og sådan noget kan godt sætte en families kommunikation på prøve.

Til gengæld sover hun godt om natten
når hun ligger i familiens sofa... :-P


Molly er en meget intelligent og meget dygtig hund og vi holder meget af hende.

At have fået hund sætter alting i relief - og det har haft stor indflydelse på hverdagen herhjemme.

Jeg fik sådan lyst til at tegne hendes små sjove sider og de mange sjove, tossede, vanskelige, humoristiske dejlige og sindsoprivende oplevelser vi har med vores Molly og det kan man følge med i her, på denne nystartede blog.


En hund er altid sig selv - den vil altid gøre sit bedste for at forstå - den lærer os noget om os selv, vores kommunikation, konsekvenser af handlinger etc. og om vores forhold til naturen og vores eget "indre dyr". Og bedste af alt - den giver SÅ meget igen.

Det kan vi mærke herhjemme. Ligegyldigt hvor sur og træt og irriteret over dens løjer, man kan være, behøver den bare at lave ét klovnenummer eller vise dig sin fuldstændigt ubetingede kærlighed, så er du nødt til at overgive dig. 

Molly har ikke været her længe, men hun er allerede en del af familien 
og hun er vores datters bedste ven. Og som sagt; 
Hun er verdens gladeste, sødeste og smukkeste. Ja kort sagt, den bedste hund, man kan tænke sig.

To bedstevenner <3